27 May, 2019

Kan du markedsføre digitalt nørderi?

Studentermedhjælper til markedsføring af digitale løsninger (deltid)

Hvad går jobbet ud på?

Vi søger en skarp marketingprofil, der ved siden af studiet har lyst til at hjælpe med at styrke Additions brand, så vi står endnu stærkere overfor partnere og kunder - nye som eksisterende.

Du vil arbejde tæt sammen med vores kommercielle direktør og konsulenter, som du bl.a. vil assistere med præsentationsoplæg, kommunikations- og markedsføringsmateriale samt research og kvalificering af mulige leads. Og så er der selvfølgelig en masse opgaver hen ad vejen, som du også får lov at prøve kræfter med afhængigt af dine interesser og evner.

Du vil få rig mulighed for sparring og feedback, men det er også essentielt, at du ikke er bange for at kaste dig selvstændigt ud i opgaverne og opsøge den nødvendige information for at løse dem.

Arbejdstid

Arbejdstiden er ca. 15 timer om ugen i tidsrummet 8-17 på hverdage, som vi i fællesskab fastlægger på baggrund af dit skema.

Hvad forventer vi af dig?

Formentlig har du allerede læst et par år eller mere på dit kommunikations- eller marketingstudie.

Du er en skarp formidler, kan sætte dig i din målgruppes sted og har flair for at lave lækre præsentationer med modtageren in mente.

Du behøver ikke være en teknisk nørd, men vi forventer, at du har en interesse i at lære og forstå den digitale verden. På den måde kan du formidle videre, hvad Addition er særligt dygtige til i forhold til konkurrenterne.

Din måde at arbejde på afspejler struktur og grundighed, men dit høje drive sikrer samtidig, at opgaverne bliver løst rettidigt med stort engagement.

Addition - hvad går det ud på?

Vi er et digitalt konsulenthus. Det lyder fancy, men betyder i praksis, at vi rådgiver om og udvikler digitale løsninger for vores kunder. Det kunne fx være en CMS-baseret hjemmeside, en forretningskritisk webapp, en selvbetjeningsløsning, kundeportal eller chatbot-funktion.

Vi er ikke så store - 38 medarbejdere i alt - men vi kan med stolthed sige, at vi er nogle af de dygtigste i branchen, fordi vi rådgiver og udvikler på et særligt højt, teknisk kompleksitetsniveau.

Kulturen

I Addition er vi en finurlig blanding af ekstroverte og introverte nørder på hvert vores fagområde; om det er udvikling, ledelse, rådgivning eller kvalitetssikring. Selvom vi ikke er ens, mødes vi i en fælles høj ambition for kvalitet og en nysgerrighed, der gør det muligt at opnå den.

Det sociale spiller også en stor rolle hos os, og det har du naturligvis lyst til at deltage i, når du bliver en del af teamet. Vi er uformelle, kommer hinanden ved og har fokus på at styrke fællesskabet med forskellige arrangementer, som kan være alt fra spilaften, fredags-morgenbrød, vinsmagning til fredagsbar.

Er det dig, vi leder efter?

Send din ansøgning og dit CV til David Zimmermann på dzi@addition.dk. Du er velkommen til at vedlægge referencer fra tidligere arbejdsgivere og eksempler på marketingmateriale, du har lavet.

Vi kalder løbende til samtaler, indtil vi har fundet det rigtige match. Forventet opstart er primo august 2019.

Har du spørgsmål til stillingen? Kontakt David Zimmerman på dzi@addition.dk / tlf. +45 5194 6637